1. Anvendelse

De almindelige forretningsbetingelser (”Betingelserne”) i den til enhver tid gældende seneste version, er gældende for alle kunder, der har truffet aftale med Officeguru A/S, cvr-nr. 33 07 06 91 (”Virksomheden”) om Virksomhedens levering af ydelser, varer, mv. der rekvireres via en online platform benævnt ”Officeguru” (”Platformen”) til Virksomhedens kunder (”Kunder”).

Betingelserne udgør sammen med Virksomhedens og/eller Tredjepartens tilbud, herunder opdaterede tilbud, det samlede aftalegrundlag om virksomhedens salg og levering af serviceydelser til Kunden.

I det tilfælde der foreligger almindelige forretningsbetingelser, købsbetingelser mv. fra kunden, skal nærværende forretningsbetingelser altid have forrang.

2. Indgåelse af aftaler

Betingelserne omfatter samtlige aftaler imellem Virksomheden og Kunden. Aftaler træffes primært ved sædvanlig korrespondance eller via Platformen.

Betingelserne omfatter tillige samtlige aftaler imellem Virksomhedens Partnerne (”Tredjepart”) og Kunden (”Tredjepartsaftaler”). I så fald administreres aftalen fortsat igennem Platformen, og Betingelserne skal være gældende, med den ændring at aftaleparten ikke er Virksomheden, men en aftale indgået direkte med den pågældende Tredjepart. Ved Tredjepartsaftaler, vil det fremgå af tilbuddet, at der er tale om en tredjepartsaftale.

En ordre anses først for accepteret og derved bindende for Virksomheden, når et gældende tilbud fra Virksomheden eller Tredjepart er blevet accepteret.

Et tilbud er gældende i 90 dage fra tilbuddets dato, hvorefter tilbuddet udløber.

Et tilbud er baseret på alle kendte og evt. besigtigede forhold.

Et tilbud inkluderer ikke arbejde på helligdage, med mindre at andet er udtrykkeligt og skriftligt aftalt mellem Virksomheden/Tredjepart og Kunden.

Accept af tilbuddet efter at tilbuddet er udløbet eller accept med vilkår eller betingelser der ikke stemmer overens med tilbuddet, skal betragtes som et nyt tilbud fra Kunden.

Der indgås ikke aftaler om udførelse af arbejde i overslag eller i regning, med mindre at andet er udtrykkeligt og skriftligt aftalt, jf. dog pkt. 3.

En længerevarende aftale skal forstås som en aftale hvor ydelserne skal udføres i minimum 2 på hinanden følgende måneder (”Længerevarende Aftaler”).

Længerevarende Aftaler kan opsiges med det opsigelsesvarsel som fremgår af Betingelserne, med mindre at andet er udtrykkeligt og skriftligt aftalt.

3. Ekstraarbejde og ekstrakrav

Hvis Kunden ønsker at erhverve ekstraydelser (”Ekstraarbejder”), skal Kunden anmode om et opdateret tilbud for ekstraydelserne. Opdateret tilbud skal fremsendes og accepteres.

I det omfang at arbejdet er bestilt, men tilbud ikke er fremsendt eller accepteret forinden dets udførelse, vil Ekstraarbejderne være indgået som en aftale om udførelse billigst i regning.

Hvis der i forbindelse med udførelse af arbejdet konstateres skjulte- og/eller uforudsete forhold (”Forholdene”), der medfører, at arbejdets omfang bliver mere omfangsrigt end oprindeligt forudsat, er Virksomheden berettiget til ekstra vederlag.

Hvis Aftalens omfang som følge af Forholdene, overstiger 50% af den oprindelige aftale, eller hvis Forholdene påkræver, at der skal udføres arbejde der ligger udenfor Virksomhedens medarbejderes eller pågældende Tredjeparts sædvanlige kompetencer, er Virksomheden og/eller den pågældende Tredjeparte berettiget til at ophæve aftalen, uden at Kunden kan gøre erstatningskrav gældende imod Virksomheden, eller Tredjeparten som følge heraf.

4. Platformen og Virksomhedens og/eller Partnerens ydelser

Ydelserne vil blive udført af enten:

a) Virksomhedens medarbejdere eller direkte underentreprenører (“Virksomhedens Medarbejdere”), eller

b) Tredjepart, eller dennes direkte underentreprenører.

4.1. Tidspunkt og forsinkelse

Ydelserne udføres i henhold til aftale, som angivet i tilbuddet i seneste opdaterede version (”Estimerede Leveringstidspunkt”), under hensyntagen til, at arbejdet udføres håndværksmæssigt korrekt og uden væsentlige fejl og mangler.

I det omfang at tidspunktet for tilbuddets accept bevirker, at det Estimerede Leveringstidspunkt bliver udskudt, vil Virksomheden og/eller Tredjeparten opdatere tilbuddet.

Virksomhedens ydelser leveres som udgangspunkt til den tid, der fremgår af tilbuddet, hvoraf den seneste opdaterede version skal have forrang. De tidspunkter som fremgår af tilbuddet eller ordrebekræftelsen skal betragtes som tidsestimater, og skal ikke i nogen tilfælde anses som værende en bindende aftale om udførelse af arbejderne indenfor et givent tidspunkt.

I det omfang at arbejdet bliver forsinket som følge af Kundens forhold, herunder, men ikke begrænset til, afvisning af at lade arbejdet udføre, manglende adgang til relevante lokaler, manglende afgivne oplysninger omkring arbejdets omfang, er Virksomheden og/eller Tredjeparten berettiget til at udskyde det Estimerede Leveringstidspunkt tilsvarende.

Hvis Virksomhedens leverance forsinkes mere end 4 uger fra det Estimerede Leveringstidspunkt, idet vejrlig (i det omfang at der skal udføres arbejde udendørs) dog ikke skal medregnes, kan Kunden – med virkning for fremtidige ydelser – hæve aftalen for den eller de specifikke ordrer, der er berørt af forsinkelsen, uden at Kunden dog kan rette erstatningskrav imod Virksomheden, Underleverandøren eller Tredjeparten som følge heraf.

4.2. Udførelse af arbejdet

Med mindre at andet er aftalt, udføres Arbejdet som udgangspunkt på Kundens adresse, som registreret af Kunden på dennes profil på Platformen.

Hvis arbejdet skal udføres på en anden adresse end den registrerede, skal Kunden oplyse adressen i forbindelse med anmodning om tilbud.

4.3. Suspension af Virksomhedens og/eller Tredjepartens ydelser

Virksomheden og/eller Tredjeparten er berettiget til at suspendere sine ydelser og standse samtlige arbejder, i tilfælde af at Kunden ikke har betalt skyldige fakturaer inklusiv renter og omkostninger efter modtagelse af tredje rykker eller i det omfang at Kunden ikke pr. anfordring har stillet krævet depositum for Virksomheden og/eller tredjepartens ydelser.

5. Længerevarende Aftaler

En længerevarende aftale skal, med mindre at andet er aftalt, forstås som en serviceaftale- eller vikaraftale hvor ydelserne skal udføres i minimum 2 på hinanden følgende måneder.

Ved Længerevarende Aftaler skal følgende supplerende være gældende:

5.1. Arbejdets genstand

Aftalen omfatter det arbejde, som er er anført i tilbuddet.

5.2. Vederlagets omfang

Vederlaget omfatter samtlige omkostninger i forbindelse med arbejdets udførelse, herunder løn, ferie- og sygedage, ATP, ulykkesforsikring, materialer, ansvarsforsikring, ledelse, inspektion og administration.

5.3. Meddelelser

Det tilstræbes at Kunden meddeles om konstaterede uregelmæssigheder, konstaterede tiltrængte reparationer/fornyelser mv..

5.4. Materialer

Det tilstræbes, at der alene vil blive anvendt de mest hensigtsmæssige og miljørigtige rengøringsmidler, samt rengøringsmidler der er svanemærket.

5.5. Opsigelse

Med mindre andet er aftalt, kan Længerevarende Aftaler af begge Parter opsiges med skriftligt varsel på 3 måneder til udgangen af en måned.

5.6. Administration

På samtlige Længerevarende Aftaler, betaler Kunden til Virksomheden et miljø og administrationsbidrag som dækker over støtte til CSR, uddannelse af personale, partnernetværk og udvikling af platform på 1,79% af samtlige fakturerede ydelser på den pågældende aftale.

6. Priser og betalingsbetingelser

Prisen for produkterne og ydelserne er som anført i tilbuddet.

Såfremt prisen – undtagelsesvist - ikke er aftalt, afregnes der efter de takster der er sædvanlige og som fastsættes under hensyn til tidsforbrug mv. (regningsarbejde).

Alle priser er i danske kr. ekskl. moms, med mindre andet fremgår af aftalen eller tilbuddet.

Hvis der er indgået et tilbud, er kørsel og parkering inkluderet heri.

Hvis der ikke er indgået et tilbud, refunderes Kørsel i Virksomhedens, Underleverandørens og/eller Tredjepartens medarbejderes egne biler i forbindelse med udførelsen af serviceydelser, af Kunden til de af staten fastsatte takster.

Hvis der ikke er indgået et tilbud refunderes parkering krone for krone.

Såfremt der ikke er indgået særskilte betalingsbetingelser, skal betaling ske senest 8 kalenderdage fra udstedelse af faktura (”Forfaldsdagen”). Ved Længerevarende Aftaler opgøres og faktureres ydelserne pr. måned.

Medmindre at andet er aftalt, fremsendes fakturaer pr. e-mail til den af kunden oplyste e-mailadresse, eller uploades på Kundens profil. Virksomheden kan desuden tilbyde at fakturere via EAN-faktura samt Leverandørservice.

Virksomheden kan kræve, at der registreres et gyldigt betalingskort. Med mindre at andet er aftalt, er Virksomheden berettiget, men ikke forpligtet til at opkræve fakturabeløbet automatisk fra det registrerede betalingskort pr. forfaldsdatoen.

For manglende eller forsinket betaling pålægges renter 2,5% pr. påbegyndt måned fra forfaldsdatoen, med mindre andet fremgår af aftalen eller den udstedte faktura.

Ved rykkerskrivelser tillægges rykkergebyr kr. 100.00 pr. rykker, dog maksimalt kr. 300.00.

Ved manglende betaling efter 3 rykkere, vil kravet blive overdraget til inkasso.

Ved manglende betaling – eller mistanke efter Virksomhedens diskretionære skøn om manglende betalingsevne – er Virksomheden berettiget til at suspendere Kundens profil på Platformen, ligesom Virksomheden er berettiget til at standse og betinge udførelsen af fremtidigt arbejde med at der stilles depositum for betaling af fremtidige ydelser.

Ved manglende betaling, er Virksomheden og/eller Tredjeparten berettiget til, efter skriftligt påkrav på 10 dage, at ophæve en Længerevarende Aftale. Ved ophævelse, forfalder Kundens restydelser i opsigelsesperioden i sin helhed til omgående betaling, uden fradrag for eventuelle besparede omkostninger.

Samtlige priser bliver pristalsreguleret hvert år d. 1. januar med udgangspunkt i stigningen i det senest offentliggjorte nettoprisindeks i forhold til det tilsvarende nettoprisindeks året forinden, dog maks. 3%.

7. Kundens registrering og medvirken

Kunden skal registrere sig som bruger på Platformen. I forbindelse med registreringen bekræfter Kunden, at denne ikke er forbruger og handler som led i sit erhvervsmæssige virke.

Kunden er forpligtet til at oplyse om alle ændringer i kundens kontaktoplysninger, herunder ændring i e-mail-adresse. Såfremt kunden ikke oplyser om ændringer i kontaktoplysninger, kan kunden ikke senere gøre gældende, at fakturaen eller rykkeren ikke er modtaget.

Kunden skal give Virksomheden adgang til personale og oplysninger, arealer og områder, i det omfang det er nødvendigt for at udføre ydelserne. Kunden skal i nødvendigt omfang udlevere tilstrækkelige adgangskort/nøgler.

Virksomheden kan kræve, at Kunden registrerer et gyldigt betalingskort til Platformen.

8. Reklamation

Det påhviler køber – straks og senest 7 kalenderdage efter at kunden er blevet opmærksom herpå – at meddele Virksomheden påberåbte fejl og mangler ved det leverede.

Såfremt kunden har eller burde have opdaget manglen, og ikke har reklameret som anført, kan kunden ikke senere gøre manglen gældende.

Virksomheden og/eller Tredjeparten har ret til at afhjælpe mangler som Virksomheden er ansvarlig for, hvilket skal besigtiges senest 14 dage efter modtagelse af reklamation og igangsættes senest 6 uger, efter at Kunden har afgivet meddelelse om manglerne.

Såfremt manglerne ikke er påbegyndt afhjulpet indenfor denne frist, eller såfremt manglerne ikke er endeligt afhjulpet senest 14 dage herefter, er Kunden berettiget til – med virkning for fremtidige ydelser – at ophæve den pågældende aftale.

9. ANSVARSFRASKRIVELSE

Virksomheden/Tredjeparten kan ikke holdes ansvarlig for forsinkelser af nogen art.

I tilfælde af forsinkelse udover dette, kan kunden ophæve Aftalen iht. pkt. 4.1. Kunden har ikke øvrige misligholdelsesbeføjelser i denne anledning, og er ikke i forbindelse med ophævelsen berettiget til erstatning.

I tilfælde af mangler som Virksomheden/Tredjeparten bærer ansvaret for, er Kunden berettiget til, i det omfang at manglerne ikke er påbegyndt afhjulpet eller endeligt afhjulpet indenfor de i pkt. 8 angivne frister, er Kunden berettiget til – med virkning for fremtidige ydelser – at ophæve den pågældende aftale. Denne ophævelse omfatter ikke andre aftaler imellem Kunden og Virksomheden og/eller Tredjeparten.

Kunden har ikke øvrige misligholdelsesbeføjelser i denne anledning, og er ikke i tilknytning til en ophævelse berettiget til erstatning udover den direkte og billigste afhjælpning af de pågældende mangler.

Virksomheden/Tredjeparten er ikke ansvarlig for ændringer af de Kundens eksisterende installationer, såfremt dette skyldes at disse er i dårlig stand, nedslidte eller lignende.

Virksomheden/Tredjeparten kan i ingen tilfælde holdes ansvarlig for indirekte eller afledt tab, fx drifsttab, manglende avance, nedsat drift, følgeskader eller lignende.

Virksomheden/Tredjeparten er ikke erstatningsansvarlige for eventuelle forsinkelser, nedbrud eller øvrige tekniske problemstillinger ved platformen, eller Kundens eventuelle direkte eller indirekte tab i denne forbindelse.

Ved Person- eller tingsskade, kan erstatningen aldrig overstige den pågældende udførende Virksomhed og/eller Tredjeparts forsikringsdækning, hvilket pt. fsva. Virksomheden er kr. 10.000.000 for hver begivenhed. Tredjepartens forsikringsdækning kan variere.

For funktionsskader ved af- eller påmontering af effekter ydes ingen erstatning.

Virksomheden kan aldrig blive ansvarlig som følge af Aftaler indgået imellem Kunden og Tredjeparter af nogen art.

10. Rettigheder

Samtlige rettigheder forbundet med Platformen eller som udspringer af Virksomhedens og/eller Tredjepartens arbejde, herunder men ikke begrænset til, såvel uregistrerede som registrerede immaterielle rettigheder, idérettigheder mv., skal i videst muligt omfang tilhøre Virksomheden alene.

11. Reklame og offentliggørelse

Kunden accepterer, at Virksomheden kan anvende Kunden som reference, og at Virksomheden må offentliggøre, tilligemed som del af præsentationer og virksomhedens markedsføring, herunder ved offentliggørelse i systemet og ved fremsendelse af materiale og opdateringer, at Kunden er registreret som kunde hos Virksomheden.

12. Force Majeure

I alle force majeure-lignende forhold som Virksomheden ikke har indflydelse på, så som nedbrud i strømforsyning, IT-nedbrud, storm, naturkatastrofer, krig og uroligheder, strejke, arbejdskonflikter, frost mv., og som har indflydelse på Virksomhedens arbejde, skal Virksomheden være berettiget til at udskyde leverancen.

13. Værneting

Alle tvister der er opstået i forbindelse med arbejder eller aftaler, der er reguleret af Betingelserne skal være underlagt dansk lovgivning.

Enhver tvist skal anlægges i Danmark ved Virksomhedens hjemting, pt. Københavns Byret, i første instans.

---

Tiltrådt af kunden ved digitalt samtykke.