Hvilken rolle har kontoret egentlig på en arbejdsplads? Det spørgsmål stillede vi til Kristian Scharling og vores egen CEO Daniel Wilk, som deltog i en spændende debat på vores gå-hjem-møde den 7. april. Her havde vi også besøg af Caroline Alhof, og hvis du ikke deltog får du her højdepunkterne fra en inspirerende eftermiddag.
Gå-hjem-møde Torsdag den 7. april
Der var lagt i kakkelovnen til en yderst interessant eftermiddag, da vi i torsdags havde slået dørene op til årets første gå-hjem-møde med temaet den hybride arbejdsplads. Her havde vi besøg af Caroline Alhof, Head of People hos Nordic Social, som holdte et oplæg om, hvordan Nordic Social har tacklet den stigende grad af hjemmearbejde. Derudover havde vi også besøg Kristian Scharling, som sammen med vores egen CEO Daniel Wilk havde taget plads i de varme stole til en yderst interessant debat om, hvilken rolle kontoret egentlig har på en arbejdsplads.
Oplæg af Caroline Alhof fra Nordic Social
I hyggelige omgivelser og med god mad leveret fra vores partner Gas.Op, startede eventet ud med et oplæg fra Caroline Alhof, der kunne fortælle om Nordic Socials erfaringer med hjemmearbejde.
Nordic Social ansætter mange nyuddannede og fungerer derfor som den første ‘rigtige arbejdsplads’ for mange af deres ansatte. Det gør også, at de har ekstra fokus på at bruge kontoret som katalysator for en god kultur, og at hjemmearbejde ikke er noget, som de ansatte benytter sig meget af. Det blev Caroline og Nordic Social også bekræftet i, da de åbnede dørene op for, at deres ansatte kunne møde ind på kontoret igen efter nogle hårde måneder med coronavirus.
“Da vi annoncerede, at kontorerne ville åbne op igen, gjorde vi det med en forhåbning om, at nogle af vores ansatte ville møde op, men da vi mødte ind mandag morgen, sad alle 20 medarbejdere der.”
Den store vilje til at være på kontoret har også en meget logisk forklaring, mener Caroline.
“De fleste af vores ansatte har ikke en 3 eller 4 værelses lejlighed, de bor måske med roomies på meget få kvadratmeter, og her kan det altså godt blive en udfordring at arbejde hjemmefra. Vores ansatte er derfor rigtigt glade for at møde ind til noget så basalt som hæve-sænke-borde og en ekstra computerskærm.”
Derudover kom Caroline også med en noget overraskende observation. Hun oplever nemlig, ligesom mange andre, at hjemmearbejde bliver anset som et konkurrenceparameter i en rekrutteringsprocess, men når alt kommer til alt, så er de fleste på kontoret.
“Hjemmearbejde er noget, som de fleste spørger ind til under jobsamtalen, men det er de færreste, som faktisk benytter sig af det. Jeg tror umiddelbart, at det er en test af arbejdspladsens kultur. Folk vil gerne vide at de har friheden til selv at vælge”
Paneldebat
Efter Carolines oplæg var det tid til en paneldebat bestående af Caroline selv, Daniel Wilk og Kristian Scharling. Og netop sidstnævnte kræver en ordentlig introduktion.
Kristian Scharling er 25 år gammel, og netop udnævnt til Berlingske Tidendes Talent-100 liste. Han er administrerende direktør og grundlægger af Somera, som er et content marketing bureau. I 2017 rejste han rundt i verden og drev virksomheden fra adskillige lande, og det blev det første step til at forvandle virksomheden til et såkaldt remote bureau uden kontorer og med en kortere arbejdsuge.
Det betyder, at Kristians ansatte selv kan vælge, hvor og hvornår de vil arbejde. Og Kristian selv, ja, han har lejet sig ind i et coworking space, hvor han deler kontoret med andre virksomheder.
Kristians og Someras tilgang til remote work skabte fundamentet for en utroligt spændende debat om, hvad kontoret betyder, og hvor meget friheden til selv at vælge skal fylde. En af Kristians vigtigste pointer var bl.a. at remote work ikke behøver at være lig med hjemmearbejde. For man kan, som Kristian selv, arbejde mange steder fra. Det kan være i et co-working space, på en cafe, eller en strand i Thailand.
På trods af en række forskellige synspunkter kunne hele panelet dog blive enige om, at det vigtigste er at tage stilling til, hvilken virksomhed man vil være og rekruttere derefter.
Til paneldebatten blev der også opvejet fordele og ulemper ved henholdsvis remote work og det klassiske kontor. Nogle af dem kan du finde i vores rapport om den hybride arbejdsplads
Vil du gerne med til vores næste gå-hjem-møde, så følg med på vores LinkedIn side, hvor vi vil offentliggøre det, så snart vi har fundet en dato