I en verden, hvor hjemmekontoret har vundet stor popularitet, står mange virksomheder overfor en udfordring: Hvordan skaber man et kontormiljø, der ikke blot er funktionelt, men også indbydende nok til at medarbejderne foretrækker at møde fysisk op?
Det er både et problem, vi selv er stødt på vores eget kontor, men også noget mange af vores kunder navigerer i til hverdag.
Vi har haft en inspirerende samtale med Line Lindebjerg Jensen og Gitte Nielsen fra Secomea, der har taget aktive skridt mod et mere attraktivt kontormiljø, der både følger med tiden, og taler til medarbejdernes behov og trivsel.
Samarbejde om et særligt mål
Secomea har sat et ambitiøst mål:
"Medarbejderne skal møde ind mindst 50% af tiden."
Dette mål afspejler en tendens, som vi ser på tværs af vores kundeportefølje, nemlig en stigende interesse for at forme kontormiljøer, der ikke alene tiltrækker medarbejdere, men også faciliterer samarbejde på den mest optimale måde. Tiden, hvor kontorets fysiske rammer primært drejede sig om individuelle skrivebordspladser, der levede op til lovgivningen, er ovre.
Secomea arbejder strategisk for at sikre, at kontorets fysiske rammer understøtter de nye arbejdsformers dynamiske natur og samtidig skaber både hygge og arbejdsro. For at nå målet om at få 50% af medarbejderne til at vælge kontoret, har de dannet et "Office & Community" team, der repræsenterer organisationen bredt og sikrer, at alle medarbejdergrupper bliver hørt. Dette sikrer, at initiativet ikke blot ender som ledelsens ekkokammer.
Fra vores mange samtaler med Office Managers, Facility Managers og Administrationschefer blandt vores knap 500 kunder, ser vi en klar tendens: Forumet for kontorets udformning er rykket op i ledelsens prioriteter. Hvordan strategien eksekveres varierer; i nogle organisationer er der en opdeling med et "health and safety" udvalg og et "socialt udvalg". Fælles for alle er dog, at kontorets udvikling og indretning er højt på dagsordenen i øjeblikket. Der lægges særlig vægt på at skabe miljøer, der bedre faciliterer samarbejde, hvad enten det er gennem flere formelle og uformelle møderum eller fællesarealer.
Små tiltag, stor forskel: Innovation skaber et levende kontormiljø
Udover arbejdsrum, har Secomea også skabt fællesarealer, der er ideelle som pusterum. Her finder man selvfølgelig en gammel klassiker, bordfodboldbordet - der muligvis snart får selskab af et bordtennisbord.
"Vi har købt en playstation, så man kan hygge sig i pauserne med kollegerne”
Noget af det, der synes at virke hos Secomea, er deres tilgang til kontorindretningen og innovative tiltag. Det er tydeligt, at de har kælet lidt ekstra for kontorets omgivelser og miljø gennem de særlige hyggeområder. Der lægges stor vægt på, at imødekomme medarbejdernes behov for også at kunne lavet andet på kontoret end at arbejde, hvilket især de yngre kollegaer finder attraktivt.
Det er de små tiltag, der tæller, når det kommer til at skabe et indbydende kontormiljø. Fra at sørge for lækre snacks, drikkevarer og hyggelige områder til at investere i en PlayStation og bordfodbold - disse elementer bidrager til den positive atmosfære på arbejdspladsen. Det er dog ikke tilfældighedernes spil. Secomea ser det som en investering i medarbejdernes trivsel og velvære, hvilket i sidste ende skaber optimale rammer for gode resultater, hvilket man med den beundringsværdige vækstrate in-mente, må sige de har indfriet.
Et miljø, der fremmer brandloyalitet
Farver og branding spiller også en afgørende rolle på kontoret hos Secomea. Brandets grønne farve går igen overalt på kontoret, og det samme gør logo, der selvfølgelig også er at finde på kaffekopperne.
De grønne farver går også igen hos de mange levende planter, der pryder kontorlandskabet. Her går man meget op i, at arbejdsomgivelserne ikke blot er behagelige, men også reflekterer virksomhedens identitet: "Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er hos Secomea"
Dette er med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og stolthed blandt medarbejderne - de bliver ikke bare mindet om hvor de er på arbejde, men også hvor godt det er.
Konklusion: Et kontor, der føles som en investering i medarbejderne
Secomea's tilgang til kontorindretning og -miljø er et strålende eksempel på, hvordan en virksomhed ikke blot kan tilfredsstille de funktionelle behov, men også fremme glæde, trivsel og produktivitet blandt medarbejderne. Ved at investere i et indbydende og tilpasningsdygtigt kontormiljø, viser de en dedikation til deres medarbejderes velbefindende, hvilket i sidste ende bidrager til virksomhedens samlede succes med at trække medarbejderne ud af hjemmekontoret og tilbage på arbejdspladsen.